9. januar 2015

1388 børn fulgte livets tråd

I 2014 tilbød Vikingemuseet Ladby en særlig aktivitet for alle børnegæster på museet. Rundt på hele museet og i gravhøjen skulle man finde poster med viden og spørgsmål om vikingetiden, og hvert sted kunne man knytte endnu en tråd til den livets tråd, som gerne til slut skulle give vished om et langt og godt liv. Rigtigt mange børn deltog i aktiviteten som del af deres besøg på Vikingemuseet og lærte de tre norner, Urd, Verdande og Skuld, at kende. Hver måned blev der udtrukket en vinder. 

Nu er livets tråd imidlertid sluppet op, og det viser sig at hele 1388 børn har deltaget. Fra 7. februar er museet klar med en ny aktivitet, ”Sving Mjølner”, med fokus på tordenguden Thor og vikingetidens brug af jern. 
Som afslutning på aktiviteten ”Livets tråd” er der blevet udtrukket yderligere tre bonusvindere, som vil modtage en hilsen fra museet.
Billedtekst: Ladby-brodøsernes version af nornen Verdande.