30. oktober 2013

”Æbleskud og Drager” på Vikingemuseet

Rigtig mange glade voksne og børn havde fundet vej til
Vikingemuseet Ladby i efterårsferien. Faktisk var der
efterårsferie-rekordbesøg med ikke mindre end 917 mennesker fordelt
hen over uge 42. I 2012 var der i samme periode 583 gæster altså en
besøgsfremgang på mere end 57 %. Alene børnene stod for en fremgang
på 96 %.

Alle steder på museet blev der arbejdet, både på byggeriet af
Ladbyskibet hvor der også blev flækket endnu en stor egestamme, i
smedjen og på Ladbytapetet. 

Familieaktiviteterne mandag til fredag tiltrak rigtig mange og
vi var glade for at kunne uddele mange præmier for pletskud og
æbleskræller.

267 børn skød med bue og pil og mange dygtige bueskytter ramte
æblet på Palnatoke eller dragens hjerte. Den længste æbleskræl i et
stykke, 33 cm, blev skrællet og æbler fisket op af baljen. Der blev
fortalt mange gode historier om Iduns gyldne æbler. De heldige
vindere modtager en præmie med posten.

Hos de frivillige smede i Ivaldis smedje blev der arbejdet hårdt
tirsdag og torsdag. Mange børn kunne drage hjem med en flot
dragekrølle. I alt blev der brugt 18 meter rundjern og rigtig mange
kræfter! 

225 børn gik i Ladbydragens fodspor og blev kloge på drager,
også her er der udtrukket heldige vindere der fandt det rigtige
navn på den skumle vikingedrage der bider i livstræets rod.