29. september 2014

Arabisk mønt fra år 742 fundet i Ladby

For få dage siden begyndte en flok frivillige detektorførere,
der samarbejder med museet, at afsøge markerne tæt på Ladby. De var
på udkig efter endnu en bebyggelse fra tiden omkring Ladbykongen,
der blev begravet i begyndelsen af 900-årene. Michael Nielsens
detektor gav et bip fra sig, og kort tid efter lå der en hel
sølvmønt i hans hånd.

Der er tale om en arabisk dirhem, fyldt med skrift på begge
sider – en følge af billedforbuddet, som blev indført i slutningen
af 600-årene. På begge sider er der vandrette linjer i midten, samt
en skriftlinje langs kanten. Det meste af skriften er religiøse
budskaber.
På forsidens midterfelt står “Ingen Gud foruden Gud, den eneste,
ingen er hans lige”. På bagsiden står i midten “Gud er én, Gud den
evige, han avler ikke og er ikke avlet og ingen kan være hans
lige”, samt langs kanten: “Magten tilhører Gud først og sidst, og
på den dag skal de rettroende glædes over Guds hjælp”. Men især
forsidens randskift interesserer os. Den fortæller nemlig præcist
hvor og hvornår: “I Guds navn er denne dirhem præget i Wasit i året
4 og 20 og 100”. Året er naturligvis efter den arabiske tidsregning
der starter i 622 e.Kr. ved Muhammeds udvandring fra Mekka. Da
tidsregningen følger måneåret er det en smule kortere end sol-året,
som den kristne kalender følger og man skal derfor omregne på
følgende måde: 124 efter Hidjrah -3% + 622 e. Kristi = 742!
Prægestedet Wasit, der ligger i nutidens Irak, var kalifatets
første hovedstad.

Hvordan mønten præcist er endt i Ladby finder vi aldrig ud af.
Men rejsen er nok gået over de russiske floder mod Polen eller
Baltikum og derfra videre til Skandinavien. Hvor mange hænder den
har været igennem, hvor mange handler den har været med til at
afsluttet og hvor mange år rejsen tog må hver enkelt læser selv
fundere over.
Til sidst nåede den et sted hen, hvor den ikke længere blev brugt
som klingende mønt. Ved den ene kant er der nemlig et trekantet hul
fra en knivspids der er stukket gennem mønten. Det kunne måske være
for at prøve sølvet, men mere sandsynligt er det dog, at mønten har
været hængt i en smykke- og perlekæde der har prydet en vikingemø.
Et uheld – eller en begravelse – og mønten var borte i mindst 1000
år, indtil metaldetektorens bip gav Michael lov til at være den
første, der igen havde den i hænderne.