29. september 2014

Belgisk filmhold på Vikingemuset Ladby

Onsdag den 24. september havde Vikingemuseet Ladby besøg af et
belgisk filmhold på museet. De skulle filme byggeriet af det nye
ladbyskib, og der blev lavet mange optagelser af smedene, der
lavede klinknagler, skibsbyggerne, der huggede med økser og
monterede knæ. Til sidst blev der sat en klinknagle i skibet.

Baggrunden er, at der er blevet lavet en stor vikingeudstilling
som et samarbejde mellem Historiska Museet i Stockholm og
Gallo-Roman Museum  i Tongeren (Belgien). Udstillingen hedder
“På jagt efter vikingernes sjæl!” og hovedvægten ligger på
familieliv, hårdt arbejde på gården og den vigtige rolle, som
kvinderne havde. Vikingernes håndværk og guder får masser af
opmærksomhed, og målet er at give publikum en anden opfattelse af
vikingerne end krig og krigere alene.

Men der manglede altså en del på billedsiden, og det kunne man
kun råde bod på i Danmark. Derfor blev der filmet på en del danske
vikingecentre og -museer, og altså også på Vikingemuseet Ladby. Det
var nemlig kun i Ladby, der kunne stilles med smede og bådebyggere
“in action” – og i dagens anledning også i vikingetøj.