19. november 2014

Børn begejstret for ny app

I sommers blev den nye app Vikingekongens grav lanceret på Vikingemuseet Ladby. Applikationen, som er målrettet 4. klasses niveau, får bl.a. Ladby-skibet til at rejse sig i gravhøjen som en 3D-animation, hvilket giver en unik fornemmel­se af, hvordan skibet så ud i sin storhedstid med sejlet sat. I app’en kan man også hente information og fortællinger om skibet, samt se relevante billeder og film. Det har været muligt at downloade den nye app til smartphones og tablets siden i sommers, og det lader til at det digitale værktøj vækker begejstring hos museets yngre publikum.

”Vi oplever at app’en er blevet rigtig godt modtaget,” fortæller museumsinspektør Lene Feveile. ”Vi har godt nok lidt problemer med Gps’en ind i mellem, men udover det er app’en et rigtig godt redskab. Børn synes, det er spændende, og flere siger efterfølgende, at de gerne vil kigge nærmere på applikationen, når de kommer hjem. Og det er jo netop det, der er et af vores mål med Vikingekongens grav – at gøre børnene nysgerrig efter mere viden. De lærer, vi har snakket med, har også været begejstret for værktøjet.”
Kommentarerne fra børn indtil videre er, at historierne er rigtig gode, og at kongen, som er hovedpersonen i app’en, er ’sej’. Men det der især gør indtryk på børnene er 3D modellen af Ladbyskibet, som pludselig bliver synlig og tilgængelig via de digitale redskaber. Det kan nogle gange være svært at forholde sig til, hvor imponerende skibet var i alt sin magt og vælde, og hvor stort et begravelsesmonument gravhøjen ved Kerteminde fjord egentlig er. Det er præcis det, den nye app synliggør, og sammenholdt med rekonstruktionen af Ladbyskibet i 1:1 bindes fortællingen om vikingegraven sammen på alle planer, og giver de besøgende en helstøbt oplevelse.
Vikingekongens grav er en interaktiv opdagelsesjagt på fortidens hemmeligheder, som fortæller om Ladbyskibet og dets mange mysterier. Vikingekongens grav kan bruges ved klasse- og familiebesøg på museet, i klasseværelset eller i stuen derhjemme. Hvis du ikke har en tablet eller smartphone med på museet, kan du låne en i museumsbutikken.
Vikingekongens Grav er en del af ICE-projektet (Interactive Culture Explorer)  under Kulturregion Fyn og støttet af Kulturministeriet.
Læs mere om app’en her