fbpx
8. maj 2015

Bog om Vikingemuseet Ladby udkommet på engelsk

Den nye bog om Vikingemuseet Ladby er nu også kommet i en engelsk udgave: ”The Viking Museum at Ladby – Grave, Ship and Museum”. Bogen giver en indføring i historien Ladby-skibet, der for over 1000 år siden blev det sidste leje for en østfynsk vikingekonge.

Kjerteminde Avis skrev i deres anmeldelse af den danske udgave: ”den ideelle fødselsdags-, jubilæums-, værtinde- eller hvilken slags gave man kan bruge som påskud til at glæde nogen med (…) i særklasse”.
Og nu kan bogen om Vikingemuseet Ladby også bruges som gave familie og venner i udlandet.
Om ” The Viking Museum at Ladby – Grave, Ship and Museum”
Vikingemuseet Ladby – grav, skib og museum giver en farverig og levende introduktion til Ladbyskibet – Danmarks eneste vikingeskibsbegravelse og det eneste sted i verden, hvor en vikingeskibsbegravelse kan opleves på det autentiske sted.
I bogen fortælles om Ladbykongens begravelse i det smukke skib, der skulle føre ham til Dødsriget lastet med masser af fornemme gravgaver. Det 21,5 meter lange og tre meter brede Ladbyskib har også fungeret som et sejlskib, og også den historie foldes ud. Ligeledes knyttes der an til det landskab, Ladby-kongen levede i – vikingernes land. Endelig fortælles historien om museet over Ladbyskibet, Vikingemuseet Ladby, og ambitionen om at være et aktivt museum for alle.
Bogen er skrevet af Mette Ladegaard Thøgersen, den er på 76 sider og koster 68 kr. Bogen er oversat af Lucy Bergström.