12. juli 2019

Ladbydragen på sommertogt

Ladbydragen og dets besætning drager i juli ud på det første længere togt, der skal bringe dem hele vejen rundt om Fyn med en afstikker til Augustenborg på Als, hvor skibet og dets besætning deltager i 50 års jubilæumsfesten for vikingeskibet Sebbe Als 

Efter en vellykket underføring ved Langebro i Kerteminde er kursen nu sat for Ladbydragen hvis besætning så småt er ved at gøre sig selv og skibet klar til sommerens togt, der vil føre dem hele vejen rundt om Fyn. 
Togtet indledes søndag d. 14/7 fra Kerteminde Havn, hvor skibet ligger nu. Undervejs besøger skibet havne som Lundeborg, Rudkøbing, Strynø, Søby, Høruphav, Augustenborg, Sottrrupskov (hjemsted for Nydambåden), Årø, Middelfart, Bogense, og Korshavn. Hvis planen holder, er Ladbydragen tilbage i Kerteminde d. 27. juli. 
Undervejs vil man dagligt kunne følge skibets færden på Vikingemuseets facebookside. 
Ladbydragen er bygget som en tro kopi af Ladbyskibet, Danmarks eneste skibsgrav fra vikingetiden fundet i 1935 på en mark ved Ladby ned til Kerteminde fjord. Skibet er bygget af frivillige ved museet, og det er også frivillige, der står for den løbende vedligeholdelse og sejlads med skibet. Ladbydragen blev søsat første gang i 2016.