14. maj 2016

Ladbydragen søsat

Mere end 3.000 tilskuere fra nær og fjern var til stede, da ”Ladbydragen” – som skibet i dag blev døbt – skød ud i Kerteminde Fjord, hvorfra originalen for over 1.000 år siden blev trukket op.

Aldrig har så mange mennesker besøgt Vikingemuseet Ladby. Skibet blev endeligt søsat i dag kl. 12.30. Fjorden var fuld af kajakker og andre småbåde, som ville ønske den majestætiske storebror velkommen i søen.
Tro kopi af Ladbyskibet
”Ladbydragen” er en tro kopi af Ladbyskibet, som blev fundet nær Ladby i 1935. Skibet er bevaret, hvor det blev begravet i 900-tallet, og Vikingemuseet Ladby er det eneste sted i verden, hvor man kan beskue et gravsat vikingeskib fortsat liggende i sin gravhøj.
For fem år siden gik byggeret af en tro kopi af Ladbyskibet i gang med stort bidrag fra laug af frivillige skibsbyggere.
En drage er født
Det nye Ladbyskib er nu døbt og har fået navnet ”Ladbydragen”. Peter Larsen, der er barnebarn af maleren Johannes Larsen og som 6-årig var vidne til fundet af Ladbyskibet, stod for dåben. Navnet hentyder til de metal-snørkler fra skibets stævn og hale, som blev fundet i gravhøjen, og som meget vel kan have tilhørt vikingernes forestilling om en drage.
Skibsbygger Rasmus Budde, der i de seneste år har stået i spidsen for byggeriet, var tydeligt begejstret, da skibet blev søsat.