2. marts 2018

Ministre sender skolebørn på Vikingemuseet

Nyt initiativ skal give danske 4.klasses-elever større kendskab til deres land. Blandt andet skal de besøge Vikingemuseet Ladby. 

Skolebørn skal i højere grad kende det Danmark, de er en del af. Derfor sender fire ministre 4. klasseelever i busser rundt i hele landet. Projektet ’Kend dit land’ giver fem kommuner mulighed for at deltage i projektet, og kommunerne kan nu ansøge om at være med. På ministrenes udstukne ruter indgår blandt andet Vikingemuseet Ladby.
“Vi er utrolig glade for at være blevet udvalgt som en af destinationerne i projekt ”Kend dit land”. Til dagligt fortæller vi en unik historie om Danmarks eneste vikingeskibsbegravelse. Det er historien om de hedenske vikinger, de gamle guder og en rigtig vikingekonge – en historie, som vi ser frem til at dele med landets 4-klasser”, siger afdelingsleder ved Vikingemuseet Ladby, Claus Frederik Sørensen.
Udover Vikingemuseet Ladby er følgende fynske steder også på ministeriernes liste over godt 50 steder med natur og kultur, som danske 4. klasser skal opleve: Nyborg Slot, Forsorgsmuseet, H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby og Vigelsø.
Kulturminister Mette Bock siger siger som baggrund for initiativet: ”Mange børn kender alt for lidt til Danmarks kultur, natur og historie. De ved fx ikke, hvor store regionale forskelle vi har i Danmark. Derfor skal børnene på denne mini-dannelsesrejse, hvor de oplever for dem ukendte sider af deres eget land. For når man forstår, hvad man er rundet af, så får man et ståsted, hvorfra man kan møde verden.”