12. juni 2018

Nye udgravninger på Munkebo Bakke

Så graver vores arkæologer igen på Munkebo Bakke. Denne gang dér, hvor Bakkegården lå indtil for nyligt.

Der er allerede fundet både en sølvskat, et indhegnet gårdanlæg, et grubehus og en vikingehal på Munkebo Bakke – altsammen fra vikingetiden. Derfor er der visse forventninger, når vi i disse uger atter graver på toppen af bakken, der har udsigt over såvel Kerteminde som Odense fjorde.
For udgravningen finder sted, der hvor Bakkegården lå. Og her har der ikke været foretaget arkæologiske udgravninger tidligere. 
Spor af flere huse
Under gården er der allerede på førstedagen dukket spor op efter huse og et hegnsforløb, og arkæologerne forventer med udgravningen at få et bedre overblik vikingebebyggelsen på Munkebo Bakke. Og der er også fundet kogegruber fra bronzealderen.
“Det er ikke en overraskelse, at der på Munkebo Bakke også var aktivitet før vikingetiden. Toppen af Munkebo Bakke er nemlig en gravhøj helt tilbage fra bronzealderen”, fortæller arkæolog Malene Refshauge Beck, der indledte udgravningerne mandag den 11. juni.
Vi planlægger at arrangere rundvisninger i udgravningerne. Dato og tidspunkter følger.
Læs mere: Vikingehal af Trelleborg-typen fundet på Munkebo Bakke (2017)
Læs mere: Hvad Munkebo Bakke gemte (2015)