18. december 2013

Nyt til samlingen: museumsbilletter fra 1938

De fleste smider sådan noget væk. Men Bendt Johansen fra
Ullerslev og hans bedstefar har gemt to billetter til Ladbyskibet
fra 1938. Og det bliver værdsat på Vikingemuseet Ladby.

“Vi har ikke i forvejen eksemplarer af den billettype, så sådan
en julegave er vi meget glade for”, siger afdelingsleder Mette
Ladegaard Thøgersen, “Også Ladbyskibets nyere historie hører nemlig
til vores genstandsfelt. Hvis der skulle være andre, som ligger
inde med billetter, foldere, postkort, fotos eller andet med
relation til Ladbyskibet, hører vi meget gerne fra jer”.

De to billetter er udstedt i sommeren 1938 – året efter af
Ladbyskibet blev indviet. Dengang kostede entréen 50 øre, men så
måtte man også betale en separat parkeringsbillet på 30 øre.

Udover de to billetter har Bendt Johansen også givet museet et
eksemplar af publikationen “Kortfattet forklaring til Ladbyskibet”,
der blev skrevet af skibets finder, apoteker Poul Helweg Mikkelsen,
i sommeren 1937.