5. januar 2015

Revninge-figuren på Kulturstyrelsens top 10 liste

I slutningen af 2014 offentliggjorde kulturstyrelse en top 10 over arkæologiske fund i 2014. På den prestigefyldte liste over årets bedste fund nævnes Revninge-figuren, som blev fundet af Paul Uniacke i forsommeren og afleveret på Vikingemuseet Ladby. Den lille men betydningsfulde figur er kommet i meget fint selskab med bl.a. fodspor fra stenalderfolk i Femerns mudder og Danmarks 5. trelleborg.

Fundet af Revninge-figuren blev karakteriseret som en vaskeægte sensation i maj/juni sidste år, og fundet trak overskrifter i både nationale og internationale medier. Figuren dateres til 800-tallet og er 4,6 cm høj, fremstillet af massivt sølv og derefter forgyldt. Kroppen er flad og todimensionel, mens hovedet helt usædvanligt er tredimensionel. Gennem nakken er der små huller, der viser, at figuren har været båret som et hængesmykke. 
Små menneskelignende figurer fra vikingetiden er ekstremt sjældne, og Revninge-figurens klædedragt er ualmindelig detaljeret og vil uden tvivl bidrage til diskussionen om hvordan dragten bl.a. kunne se ud. Om livet har figuren tilsyneladende et trefliget smykke, hvilket er ret overraskende, da det normalt er placeret oppe på brystet. Figuren bidrager derfor på fornemmeste vis til den videre forskning af vikingetiden i Danmark.
Se Kultyrstyrelsens top 10 her