15. december 2016

Spændende ny formidling på vej til Bytoften

Nyt læringsmiljø på Bytoften skal formidle vikingetiden til børn og ældre gennem leg og fysisk aktivitet.

Tæt ved motorvejen i Langeskov stødte man i 1979 på et spændende oldtidslandskab, som ved udgravningerne i 1989-91 viste sig at fortælle en spændende historie med lag fra stenalder til middelalder.
Historien gøres tilgængelig
På Østfyns Museer glæder vi os over de nye planer for Bytoften i Langeskov og til at bidrage til udviklingen af et nyt aktivitets- og formidlingsområde. Nu skal historien gøres tilgængelig gennem masser af sjove legeaktiviteter, der udfordrer både fysik og hjerne.
Leg og fysisk aktivitet
En legeplads fuld af vikingetidsinspirerede legeredskaber og spil vil indbyde til udforskning af området og dets historie. Historiske fakta vil få liv i børnenes fantasi gennem leg og fysiske aktivitet på en sjov og nytænkende måde. De ældre kan nyde et indbydende rekreativt område med historisk placering og natur, og et formidlingshus, som er åbent og tilgængeligt for alle året rundt, ligger også i planen for området. Østfyns Museer finder det vigtigt, at det nye formidlingshus får de samme dimensioner, som det tidligere, og dermed som det vikingehus, der faktisk blev fundet på stedet. Det vil bidrage til stedets autentiske fortælling.
Attraktivt for turister
Bytoften vil på sigt være et attraktivt sted ikke bare for lokale, men også for turister. Derfor ligger det i planerne at adgangsforholdene til Bytoften skal forbedres.
Fra Østfyns Museers side bidrager vi med alle de mange fortællinger og facts om fortiden, som skal indgå i formidlingen på stedet.