15. oktober 2019

Spøgelsesskibet finalist til Den Fynske Kulturpris

Vikingeskibet af lys og vand, som man kunne opleve i fjorden ved Munkebo sidste efterårr, er blandt de fem finalister til Den Fynske Kulturpris.

For andet år i træk er Vikingemuseet Ladby udvalgt til at være blandt de fem finalister til Den Fynske Kulturpris. Denne gang for Spøgelsesskibet som var en begivenhed, der fandt sted ved Munkebo havn i september 2018. 
Spøgelsesskibet var som et fatamorgana skabt af lys og vand, der dukkede op hver aften, når mørket faldt på ved havnen i Munkebo. Fænomenet trak fulde huse, og var en af de mest omtalte lokale begivenheder i 2018.
Spøgelsesskibet skal konkurrere med fire andre kunst- og kulturprojekter. De er: 
“Arcade Delight” –  12 internationale cirkusartister stod i spidsen for en seks timer lang totaloplevelse med fest, koncert, performance og installation i Odense.
“Tosca” – en slotsopera opført på Valdemar Slot. 
“Agnes Henningsen Festival” – en tre dage lang festival fyldt med kultur, litteratur, musik, gastronomi og kunst – alt sammen i samfundsdebattør og kvindeforkæmper Agnes Henningsens ånd. 
“Kyndelmisse – vandring fra vinter til vår” – en lysparade med oplyste dukker, lysende kostumer, poesi og sang, der tilsammen skabte en fortælling om solhverv, kyndelmisse, liv og død. 
I en pressemeddelelse fra Kulturregion Fyn, hedder det, at “de fem finalister har alle leveret autentiske og vedkommende oplevelser, som har fornøjet og imponeret de fynske kulturbrugere. Nogle af projekterne dykker ned i den danske historie, mens andre har et internationalt udsyn”. 
Den Fynske Kulturpris udvælges af en særligt nedsat fagjury, og uddelingen finder sted d. 14. november. Med prisen, og æren, følger 50.000 kr.