fbpx
6. oktober 2015

Spot på vikingernes jern

Også i vikingetiden var jern et vigtigt materiale. I løbet af efteråret sætter Vikingemuseet Ladby fokus på de jerngenstande, der blev fundet i skibsgraven. Her var både pilespidser, knive, en økse, et skjold og en masse rideudstyr.

”Vi vil gerne bringe genstandene ud af udstillingen og gøre dem mere vedkommende. Derfor har vi inviteret en række særlige gæster på besøg på museet, der kan fortælle om genstandenes tilvirkning og brug”, fortæller Vikingemuseets formidler Anja Nielsen.
Blandt de særlige gæster er en knivmager, en rytter med heste, en skjoldmager og en buemager. Hver især har de viden om brugen af jern i vikingetiden til netop deres specifikke metier, og de står til rådighed for at fortælle og svare på spørgsmål. Der vil også være tændt op i smedjen, hvor man vil kunne se metalredskaber blive skabt i essen.
De originale fund-genstande kan man se i særudstillingen ”Jernet og Ladbyskibet”, som kan opleves året ud.
De fire særlige gæster er inviteret til museet på udvalgte søndage i efteråret 2015, hvor de vil være at træffe i museets åbningstid kl. 10-16. Hver af de fire søndage, vil der desuden kl. 11 være mulighed for at få en introduktion til udstillingen og høre mere om Ladbyfundet og jerngenstandene i skibsgraven.
Oversigt:
Den 27. september: Mød knivmageren og få en snak om knive og fremstillingen af dem. 
I smedien på byggepladsen smedes knivblade.
Den 25. oktober: Mød Linda og hendes islandske hest og få en snak om vikingernes rytteri og rideudstyr. I smedien på byggepladsen smedes bid og stigbøjle.
Den 8. november: Mød skjoldmageren på byggepladsen og få en snak om skjolde og de økser, der bruges.
Den 22. november: Mød buemagerne. Kom og se hvordan de fremstiller buer/pile og hør om fortidens bueskytter. I smedjen på byggepladsen smedes pilespidser.