28. august 2017

Sværdknap fra Munkebo Bakke var et pragtstykke

Det var en stolt og rig viking, der ejede det sværd, hvorfra vi fandt en sværdknap i forbindelse med udgravningerne på Munkebo Bakke.

Bevaringscenter Fyn er blevet færdige med at afrense og konservere den sværdknap, arkæologerne med hjælp fra detektorfører Jan Hein fandt på Munkebo Bakke i juni måned. En sværknap er stykket yderst på sværdets greb. 
Ikke allemandsejeEt sværd var ikke allemandseje i vikingetiden, og der er tale om et pragtstykke, der har siddet på et sværd, som enhver vikingehøvding ville være stolt af at bære. Knappen er lavet af jern og derpå udsmykket med kobberlegering der er lagt ned i tynde riller i jernet. Ud fra formen og udsmykningen kan den dateres til perioden første halvdel af 800-årene til midt i 900-tallet. 
Sværdet var et prestigevåben og derfor er fundet også med til at fortælle noget om Munkebo Bakkes betydning i vikingetiden. På Nationalmuseet kan man se to hele sværd med identiske knapper. Sværdene er 90-95 cm lange og i begge tilfælde er der tale om enæggede sværd. Arkæologerne fandt ikke flere stykker af sværdet på Munkebo Bakke, så hvordan sværdet oprindeligt så ud eller hvorfor sværdknappen endte i møddingen får vi nok aldrig svar på.
Sværknappen er udstillet på Vikingemuseet Ladby året ud.