1. december 2014

Vikingemuseet Ladby åbner arkæologisk julekalender 2014

Fra mandag d. 1. til onsdag d. 24. december vil der på Vikingemuseet Ladby blive åbnet en pakke hver dag. I pakken vil der gemme sig et fund eller historisk genstand der på en eller anden måde er knyttet til museet og Østfyn. Pakkens ‘indhold’ vil kunne ses på museets facebookside, her på hjemmesiden og i en montre på museet. Alle fund får en lille historie med på vejen.Genstandene er hovedsageligt nogle af museets mange spændende detektorfund, og udgravningsfund fra 2014, krydret med enkelte genstande fra magasinet. Tanken er, i den travle juletid, lige at give alle mulighed for at stoppe op, tage en pause ved de mange smukke ting og historier, der omgiver os.Museet garanterer, at kalenderen bliver ”nissefri”.

Søndag d. 7., d. 14. og d. 21. december kan man på museet høre en fortælling om ugens ”udpakkede” kalendergaver. Museumsinspektørerne Lene Feveile eller Bodil Holm Sørensen står klar kl. 11. (pris alm. entré)Efterhånden som december går, vil der komme flere ting i montren, og flere små historier på væggen. Alle 24 genstande kan så ses i juledagene på museet mellem kl. 10 og 16.(Lukket d. 24. og 25. december samt mandag d. 29. og 31. december.)