28. januar 2020

Vinterferie med vikingemode til kriger og husfrue

Så er vinterferien lige på trapperne og Vikingemuseet Ladby gør klar til at modtage både store og små gæster under overskriften ”Klædt på til kamp og kødgryder”.

Med fokus på vikingernes mode kan vinterferiens gæster se frem til at prøve og lære mere om vikingernes garderobe: eksempelvis hvad deres accessoires kan afsløre om deres samfunds status og hvad vikingerne ville udtrykke med deres tøj.
Mode i vikingetiden
Vikingerne er blevet meget populære i film og serier de seneste år og mange fantasifulde bud på deres garderobe er blevet leveret – men hvad gik de egentlig klædt i? Og hvilke must-have bar de rundt på dagligt?
De fleste vikinger var først og fremmest bønder. At drage på togt og plyndre var en beskæftigelse i deres fritid når foråret kom. Mange vikinger var også handelsmænd og satsede på at sejle rundt og handle med deres naboer frem for at plyndre dem. En helt tredje gruppe levede af deres håndværk, som smede og skibsbyggere, og som de laveste i samfundet levede trællen som slave.
Status blev vist i beklædningen
Selvom nogle kvinder drog med på togt, så var det langtfra alle og når vikingerne drog ud, var det kvinderne der blev tilbage for at drive gården og passe børnene.
Alle disse erhverv, arbejdsfordelinger og lag af rigdom kan alt sammen aflæses i det tøj hver enkelt bar i deres dagligdag. Krigeren kunne kendes på hans våben, bonden på hans påklædning, smeden på hans værktøj, husfruerne på deres valg af smykker og trællen på hans simple tøj.
Hestesporer var datidens Mercedes-nøgler
”Man kan lære meget om en viking bare ved at se på hans påklædning. Og særligt ved at lægge mærke til de ting, han bar på sig. En hestespore fortæller os, han havde råd til en hest. I dag kunne det svare til bilnøglerne til en Mercedes”, fortæller museumsinspektør Ane Jepsen fra Vikingemuseet Ladby.
Lav dine egne vikinge-accessories
Kvaliteten af en vikings tøj kunne fortælle andre, hvor rig han var, og både kvinder og mænd bar smykker, der kunne vise deres status. Særligt vikingekvinder yndede at bære kæder af perler og silketørklæde på hoved. De brækvævede bånd om hoften har haft flere accessoires hængende fra sig, og på museet kan du i vinterferien prøve at slentre dit eget bånd af farverigt uldgarn og en vikinge-nålepude af uld.
I vinterferien på Vikingemuseet Ladby kan man alle hverdage komme med på moderundvisninger, prøve kræfter med nål og tråd og deltage i museets gættekonkurrence om vikingernes våben.
Aktiviteterne finder sted mandag-fredag i uge 7 kl. 12-16.
Se program på Vikingemuseet Ladbys hjemmeside.