Ladbykongens Krigerweekend den 25.-26. september
Endelig – efter 2 års corona-pause – afholder Vikingemuseet Ladby igen Ladbykongens krigerweekend – en oplevelse for både store og små.
Weekenden d. 25-25 september har museet samlet knap 100 kamp-vikinger på museet for at sætte spot på vikingetidens krig og kamp. Vikingekongen, der blev begravet i Ladbyskibet for 1000 år siden, var selv efter alt at dømme en kampvant kriger. Som gravgaver fik kongen nemlig et fuldt kogger med pile, et skjold, en økse og sandsynligvis et mystikomgærdet sværd. På Ladbykongens krigerweekend kan museets gæster derfor opleve både kriger-rundvisninger, familieaktiviteter og kampopvisning.
Museet bliver derfor befolket af vikingekrigere fra hele Danmark, der mødes til en gang længe ventet kamptræning.
I samarbejde med Vikingekampgruppen ”Palnatokes Frie Mænd” bydes publikum velkommen til et ordentligt vikingeslag med sværd, spyd og økser. Dertil kan man komme helt tæt på den kamptræning, der ligger bag vikingernes krigskunst.
Udover det store vikingeslag kl. 12.30 (både lørdag og søndag), vil krigerne løbende træne deres kampkunst gennem forskellige øvelser, konkurrencer og våbenlege.
Samtidig kan museets gæster – store som små – prøve kræfter med bueskydning og spydkast. Det bliver også muligt at høre nærmere om vikingernes våben i museets krigs-formidlingsbod – og for de særligt modige selvfølgelig at prøve at holde et af de frygtelige våben.
Der er normal entré til museet – børn er som altid gratis.
Program (både lørdag og søndag):
10.00 Museet åbner og vikingekrigerne starter deres træning.
10.00 – 16.00 Spydkast og bueskydning (begge aktiviteter er gratis).
11-12.30 & 13.30-15.30 Krigs-formidlingsboden er åben – fortællinger om vikingernes våben og krigskunst.
11.30 Gratis rundvisning med temaet ”Ladbykongen som kriger”.
12.30 Det store vikingeslag.