Klar, Parat, Søfart!

Fysisk aktivitet for grundskolen på Vikingemuseet Ladby.

Fag: Historie, Idræt og Dansk

Målgruppe: Grundskolen 0. – 10. klasse

Varighed: 1 time

Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.

I vikingetiden var Danmarkskortet helt anderledes end i dag. Dengang for 1000 år siden var det meget hurtigere og lettere at sejle på hav, sø eller å fra sted til sted, end at bevæge sig over land på gåben eller hesteryg.

Derfor bandt vandet Ladbykongens rige sammen og førte hans mænd ud på både krigstogt og handelsrejse. Ja, faktisk ville kongen ikke kunne styre sit rige uden en veltrænet besætning, der var klar til at sejle ud med kort varsel.

Med denne aktivitet skal vi samarbejde som et sø-mandskab i vikingetiden for at blive klar til sejlads. Vores skib er på land, men skal nu trækkes ned til vandet og gøres sejlklar med årer, anker og tovværk m.m. Dette kan ikke gøres ene mand, men med hjælp fra en Styresmand skal vi lære, hvad det krævede af armkræfter og samarbejdsevner at være sømand for Ladbykongen.

Sammen får vi sved på panden, smil på læben og lærer samtidig om livet i vikingetiden blandt konger og sømænd.

OBS! “Klar, Parat, Søfart!”  er struktureret som et tilvalg til et rundvisningsforløb. Dette indebærer, at man også booker et alderssvarende rundvisningsforløb + den fysiske aktivitet “Klar, Parat, Søfart!”.

Omsatte Fælles Mål:

Historie og Idræt:

  • Eleverne opnår viden om vikingetidens samfundsforhold.
  • Eleverne samarbejder aktivt om alsidige, idrætslige aktiviteter.
  • Eleverne deltager i en historisk idrætskultur.

Pris: 550 kr. pr. forløb à 1 time.

Kontakt og booking

Praktisk information

  • Børn og voksne skal være klædt på til en dag ved vandet, hvor vi er ude og nyde den friske luft – uanset vejrudsigten og årstid.
  • Museets område byder på et 5 hektar stort græsareal med bakker og dale, træer og krat, samt fjord og vandkant. Her er masser af plads under åben himmel til leg og hygge før eller efter forløbet.
  • Området har talrige borde- og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.
  • I museumsbutikken kan der købes is og kaffe/the m.m.