Lys i livet, lys i døden!

Håndværksaktivitet for grundskolen på Vikingemuseet Ladby

Fag: Håndværk & Design, Historie og Dansk
Målgruppe: Grundskolen 0. – 10. klasse
Varighed: 1 time
Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.

Vikingetiden var mørk. Fra solen gik ned, til solen atter stod op, var det kun bålets ild, der gav belysning blandt vikingerne. Lys kunne være lavet af fedt fra dyr – tælle. Men i den rige Ladbykonges hus var det nok lys fremstillet af kostbart, honningduftende bivoks, der blev brugt. Sågar i døden er det muligt, at Ladbykongen har fået bivokslys med sig i graven. Fra en lille håndfuld rige vikingetidsgrave, som Gorm den Gamles grav i Jelling, kender vi fund af bivokslys. Måske er bivokslys endda forbundet med en af de store forandringer, der præger vikingetiden – nemlig overgangen fra troen på de gamle guder til den kristne religion.

Sammen med vores vikinge-underviser skal vi derfor gøre vikingehåndværkerne kunsten efter og fremstille flotte bivokslys, der efterligner de 1000 år gamle fund. Vi bruger naturligvis vikingetidens materialer og værktøj. Vi skal derfor arbejde med et konkret håndværk, men undervejs bliver vi også klogere på, hvordan livet var i vikingetiden. For hvilken betydning havde håndværk i Ladbykongens verden? Hvad kan vi sammenligne dette med i dag? Og hvorfor brugte vikingerne både bivokslys i livet og i døden?

OBS! “Lys i livet, lys i døden!” er struktureret som et tilvalg til et rundvisningsforløb. Dette indebærer, at man også booker et alderssvarende rundvisningsforløb + håndværksaktiviteten “Lys i livet, lys i døden!”.

Omsatte Fælles Mål:

Historie og Håndværk & Design:

  • Eleverne tilegner sig viden og færdigheder om håndværk, forarbejdning og materialer.
  • Eleverne kan sammenligne deres egne håndværksmæssige og materielle kultur med vikingernes.
  • Eleverne opnår viden om vikingetidens design og samfundsforhold, og kan spejle det i deres eget liv.

Pris: 550 kr. pr. forløb à 1 time.

Kontakt og booking

Praktisk information

  • Børn og voksne skal være klædt på til en dag ved vandet, hvor vi er ude og nyde den friske luft – uanset vejrudsigten og årstid.
  • Museets område byder på et 5 hektar stort græsareal med bakker og dale, træer og krat, samt fjord og  vandkant. Her er masser af plads under åben himmel til leg og hygge før eller efter forløbet.
  • Området har talrige borde- og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.
  • I museumsbutikken kan der købes is og kaffe/the m.m.