Vikingekongen fra Ladby

Vikingekongen fra Ladby

Undervisningsforløb for indskolingselever.

Oplev et dialogisk undervisningsforløb for indskolingen på Vikingemuseet Ladby.

Sammen med vores vikingeunderviser går vi på opdagelse i Danmarks ældste kongegrav og eneste vikingeskibsgrav.

Vi udforsker Ladbykongens gravhøj, finder ud af, hvilke ting han fik med i graven, og hvad det kan fortælle os om hans liv og død. Vi oplever, hvordan gamle ting bag glas kan fortælle historier.

I forløbet bruger vi kopier af ting fra vikingetiden til at skabe sansemættet, legende læring om vikingetiden og vikingekongen fra Ladby.

Forløbet er ofte elevernes første besøg på et museum, og derfor gør vi plads til elevernes nysgerrighed og spørgsmål.

Læringsmål: 

Eleverne bliver klogere på livet før dem selv ved hjælp af fortælling, dialog og sanselig opdagelse.

Elevernes kompetencer i mundtlig kommunikation trænes – at ytre sig og lytte.

Elevernes kompetencer i fortolkning trænes – at følge forløbet i en fortælling.

 

    Godt at vide

    Fag: Historie og dansk
    Målgruppe: Elever i 0.-3. klasse 
    Varighed: 1 time
    Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.
    Pris: Entré for elever og lærer er gratis.
    Rundvisningen koster 600 kr. pr. forløb à 1 time. (Dog gratis rundvisning for grundskoler fra Kerteminde og Nyborg Kommuner)

    Forberedelse forud for besøget:
    Vi anbefaler, at I tager en snak om, hvad et museum er. Tag gerne udgangspunkt i elevernes forforståelse. Spørg f.eks.: Hvad er et museum? Hvem har været på et museum før? Hvad kan man opleve der?

    Vi anbefaler også, at I ser vores skolefilm, forud for jeres besøg. Og opfordre til at i venter med at se DR’s Gåden om Danmarks første konge, til efter besøget.

    Kontakt og booking:
    Vikingemuseet Ladby på [email protected] eller på tlf: 65321667

    Praktisk information:

    • Forløbet kan bookes alle hverdage året rundt mellem kl. 9 og 14. Bookes et besøg på en mandag, hvor museet er lukket, åbnes museet kun under rundvisningen, og museumsbutikken kan ikke besøges.
    • Forløbet foregår indendørs i museets udstillinger og udendørs i Ladbykongens gravhøj (300 m fra museet). Forløbet gennemføres året rundt i al slags vejr. Husk! påklædning efter vejret.
    • Museet ligger på et 5 hektar stort areal med bakker og dale, træer og krat, samt fjord og vandkant. Her er masser af plads til leg og hygge før eller efter forløbet.
    • Området har talrige borde- og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.
    • I museumsbutikken kan der købes is, sodavand, kaffe/the m.m.

    Tilgængelighed:
    Der er elevator i museumsbygningen.
    Gravhøjen ligger 300 meter fra museet. Der er mulighed for at låne kørestol og invalidescooter.

    Ladbykongen sætter alle sejl

    Tilmeld

    Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

    Du er tilmeldt!