Din kurv

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Konge med vold og magt -Vikingekongen i Ladby

Rundvisningsforløb for udskolingen på Vikingemuseet Ladby

Hvordan skabes magt, og hvad skal der til for at holde på den? Da Harald Blåtand havde magten, vandt han sig al Danmark, står der på Jellingstenen. Men hvem havde magten før Harald samlede riget?

45 år før Harald Blåtand skrev sit navn ind i Danmarkshistorien med Jellingstenen, blev en rig konge højlagt i et prægtigt vikingeskib ved Ladby på Østfyn. Vi ved ikke hvad kongen hed, men hans usædvanligt kostbare gravudstyr viser, at her blev en særligt magtfuld viking begravet. Vi kalder ham Ladbykongen:

  • Hvem var vikingekongen i Ladby?
  • Hvem herskede han over og hvordan?
  • Hvordan samlede han sig rigdom og indflydelse?
  • Hvem stod han i forbindelse med for over 1000 år siden?
  • Og hvordan holdt han på magten fra fjorden på Østfyn?

I museets udstillinger, gravhøj og kulturlandskab udforsker vi magt i vikingetiden. Vi undersøger vikingetidens samfund i kontrast til vore dages demokrati. Vi forholder os til, hvordan vikingetidens kongedømmer kan forstås – med Ladbykongen og Jellingdynastiet som case. For hvad var magt i vikingetiden, og hvad er magt egentlig i dag?

Hvordan foregår det?
Rundvisning i udstillinger, landskab og gravhøj. Undervejs ser vi både en rekonstruktion af Ladbykongens begravelse og de originale genstande fra graven i ”Dødeskibet” og vi besøger Ladbyskibet i ”Skibsgraven”, der står nøjagtigt som arkæologerne efterlod det efter udgravningen i 1937.

Hvilken metode bruger vi? Undervisningen er dialogbaseret for formålet er, at eleverne undrer sig og reflekterer aktivt over vikingetiden. Vi ved meget om vikingetiden, men der er også meget, vi ikke ved. Undervejs inddrager vi derfor elevernes forhåndsviden og spørgsmål. Forløbets indhold og niveau målrettes elevernes alder.

 Omsatte Fælles Mål for 7. – 10. klasse:

  • Eleverne opnår indsigt i kontinuitet og forandring, samt samspillet mellem fortid, nutid og fremtid.
  • Eleverne bliver fortrolige med en afgørende periode i dansk kultur og historie.
  • Eleverne bliver trænet i at anvende arkæologiske og historiske kilder kritisk til at opnå viden om fortiden.
  • Eleverne bliver opmærksomme på deres egen rolle som historieskabte og historieskabende og forudsætningerne for et demokratisk samfund i kontrast til vikingetidens magtsamfund.

    Godt at vide

    Fag: Historie og Dansk
    Målgruppe: Elever i 7. – 10. klasse og ungdomsuddannelser
    Varighed: 1 time
    Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.
    Pris: Entré for elever og lærere er gratis. Rundvisningen koster 800 kr. pr. forløb à 1 time. (Dog gratis rundvisning for grundskoler fra Kerteminde og Nyborg Kommuner)

    Kontakt og booking
    Vikingemuseet Ladby på [email protected] eller på tlf: 65321667

     Praktisk information
    – Forløbet kan bookes alle hverdage året rundt mellem kl. 9.00 og 15.00. Bookes et besøg på en mandag, hvor museet er lukket, åbnes museet kun mens rundvisningen foregår, og museumsbutikken kan ikke besøges.

    – Forløbet foregår både inde og ude – i museets udstillinger og Skibsgraven, som ligger 300 m fra museet. Forløbet gennemføres året rundt i al slags vejr. Husk påklædning efter vejret!

    – Museet ligger på et 5 hektar stort åbent græsareal. Her er masser af plads under åben himmel til ophold og hygge før eller efter forløbet.

    – Området har talrige bord og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.

    – I museumsbutikken kan der købes is, sodavand, kaffe/the m.m.

    Tilmeld

    Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

    Du er tilmeldt!