50.000 kr. på spil: Skoler inviteres til jubilæumskonkurrence

nov 25, 2024

I 2025 kan Nyborg fejrer 500 års jubilæum som residensstad. I den forbindelse udskriver Østfyns Museer en konkurrence for skoleklasser i Nyborg og Kerteminde Kommuner. Der er store pengepræmier på højkant til de tre bedst placerede – en pris fra Fonden for Fynske Bank Prisen givet til tidligere museumsdirektør Erland Porsmose.

I middelalderen rejste kongen og hans hof rundt i hele det danske rige, og regerede landet fra udvalgte strategisk placerede borge og slotte. Men efterhånden som hoffet og administrationen blev et større og større følge, besluttede kongen og rigsrådet, at kongen skulle have et sted, hvor han opholdt sig mest. En residensstad – eller mere moderne betegnet en hovedstad. I maj 1525 faldt valget på Nyborg, som jo lå og ligger lige midt i riget.

Beslutningen fik vidtrækkende følger for Nyborg, der blev præget af kongens og hoffets nærvær. Den gamle middelalderborg blev renoveret og istandsat som palads – bl.a. med de ikoniske terningemønstre på væggene. Byen fik en ny stærk befæstning og landport, ny turneringsplads og skibsbro samt en kongelig dyrehave. Alt sammen noget der kommer til udtryk i bybilledet den dag i dag.

Konkurrence for 4.klasser i Nyborg og Kerteminde Kommune

500 året for residensstaden er derfor en meget vigtig milepæl i Nyborg og Østfyns historie, og den store begivenhed skal markeres på forskellige måder. En af dem er en konkurrence for alle 4. klasser i Nyborg og Kerteminde Kommuner. Det er Østfyns Museer, der står bag konkurrencen, og der er flotte pengepræmier på spil. Ideen til konkurrencen og den tilhørende præmiesum kommer fra tidligere museumsdirektør Erland Porsmose efter at være tildelt Fonden for Fynske Bank Prisen 2024.

Skolernes 4. klasser inviteres til en konkurrence om at markere 500 års jubilæet den 5. maj 2025 ved at hver deltagende klasse skaber et fælles værk, der illustrerer eller markerer den store begivenhed.

De færdige værker udstilles på museet i Nyborg den 5. maj 2025 og kan opleves frem til den 19. oktober.

En jury bestående af Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg Kommune, Kasper Ejsing Olesen, borgmester i Kerteminde Kommune, Anne Højer, direktør for Faaborg Museum, Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer, udvælger de bedste tre værker.

Præmierne er således:
Førstepladsen: 25.000 kr.
Andenpladsen: 15.000 kr.
Tredjepladsen: 10.000 kr.

Fonden for Fynske Bank Prisen

Fonden for Fynske Bank uddeler fire priser på Fyn og i Trekantområdet. Prisen gives til én eller flere personer, en virksomhed eller en forening, som via erhverv, turisme, kultur eller på anden måde har gjort en særlig indsats for sit område. Modtageren af prisen får et værk, som er udført af en lokal kunstner og et kontant beløb på 100.000 kr. I forbindelse med at Erland Porsmose tildeles prisen i 2024, har han valgt at give pengene videre til en fejring af 500-året for udnævnelsen af Nyborg som residensstad. 50.000 kr. bruges til præmiepenge i en konkurrence for 4. klasser i Kerteminde og Nyborg Kommune, og den resterende halvdel af pengene går til Østfyns Museer, der skal udvikle baggrundsmateriale til undervisningen, besøge skolerne og arrangere udstillingen.

Du kan læse mere om konkurrencen, tidsplanen og andre detaljer på vores hjemmeside HER. Hold dig opdateret og få alle de oplysninger, du har brug for.

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Sommerferien 2026 bliver alt andet end kedelig på Vikingemuseet Ladby, hvor hele familien kan fordybe sig i vikingernes fascinerende univers. Alle hverdage i perioden fra 29. juni til 7. august kan både børn og voksne prøve kræfter med fortidens aktiviteter og...

Når historien flytter ind i hænderne

Når historien flytter ind i hænderne

Klumme til Kerteminde Ugeavis af natur- og kulturvejleder Emma Martens, Vikingemuseet Ladby “Fortæl mig, og jeg glemmer; vis mig, og jeg husker; inddrag mig, og jeg forstår.” Ordene tilskrives Konfucius, og selvom de er over 2.000 år gamle, rammer de stadig noget helt...

Unikke vikingesmykker udstilles i Ladby

Unikke vikingesmykker udstilles i Ladby

Fra den 12. juni kan udstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden ses på Vikingemuseet Ladby. Udstillingen sætter fokus på kvinders liv i vikingetiden, og i den forbindelse udstiller museet for første gang smykker fra to rige kvindegrave.

Ladbykongen sætter alle sejl

Tilmeld

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

Du er tilmeldt!