Din kurv

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Aktivitet for grundskolen på Vikingemuseet Ladby

I vikingetiden levede man efter årstidernes skiften. Var vejret dårligt var vikingeskibene på land, og man brugte tiden på håndværk inden døre. Men var det sommer og sol, gjorde vikingerne klar til at drage til søs.

I forbindelse med booking af rundvisningsforløb på Vikingemuseet Ladby kan grundskoler bestille et tillægsforløb med en times vikingeaktivitet. Og ligesom for vikingerne er årstiden og vejret afgørende for, hvilken aktivitet eleverne prøver.

Er vejret godt, foregår aktiviteten udendørs, hvor eleverne mærker vikingetiden på egen krop, gennem fysiske håndværk og samarbejdsopgaver.

Omsatte Fælles Mål – Historie og Håndværk/Design:

  • Eleverne opnår viden om vikingetidens samfundsforhold.
  • Eleverne samarbejder aktivt om alsidige, håndværksaktiviteter.
  • Eleverne får nye oplevelse og ny viden om materiel kultur.

    Er vejret dårligt og koldt trækker vi indenfor på museet og fokuserer på vikingernes håndværk. Når det var mørkt oplyste Ladbykongen sit hus med kostbare lys af bivoks. Vi skal rulle vores egne bivokslys med vikingetidens materialer og værktøj. Vi skal arbejde med et konkret håndværk og undervejs bliver vi også klogere på, hvordan livet var i vikingetiden. For hvorfor var bivokslys kun for de rige og hvad havde bivokslys med skiftet fra den nordiske mytologi til Kristendommen at gøre? Eleverne skal samarbejde to og to og hver elev får et honningduftende lys med hjem.

    Omsatte Fælles mål – Historie og Håndværk & Design:

    • Eleverne tilegner sig viden og færdigheder om håndværk, forarbejdning og materialer.
    • Eleverne kan sammenligne deres egne håndværksmæssige og materielle kultur med vikingernes.
    • Eleverne opnår viden om vikingetidens design og samfundsforhold, og kan spejle det i deres eget liv.

     

      Godt at vide

      Fag: Historie og Dansk – samt enten idræt eller håndværk & design
      Målgruppe: Grundskolen 1. – 10. klasse
      Varighed: 1 time
      Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.

      Pris: 800 kr. pr. aktivitet à 1 time. Aktiviteten kan kun bookes i forbindelse med en booket rundvisning.

      Kontakt og booking
      Kontakt Vikingemuseet Ladby på mail: [email protected] eller tlf: 65321667

      Praktisk information

      – Børn og voksne skal være praktisk klædt på efter årstiden – til en dag ved vandet.

      – Museets område byder på et 5 hektar stort græsareal med bakker og dale, træer og krat, samt fjord og vandkant. Her er masser af plads under åben himmel til leg og hygge før eller efter forløbet.

      – Området har talrige bord og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.

      – I museumsbutikken kan der købes is og kaffe/the m.m.

      Tilmeld

      Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

      Du er tilmeldt!