Bronzealderens fiskebønder i Munkebo

aug 10, 2026

Klumme til Kerteminde Ugeavis af arkæolog og museumsinspektør af Christoffer Pelle Hagelquist,

Til alle tider har mennesker levet i og udnyttet området omkring Odense Fjord. Det rige fugleliv, skaldyr og fisk har givet mad på bordet og mulighed for sejlads til fjernere egne. I forbindelse med Odense Havns udvidelse i Munkebo har museet gravet i det kystnære landskab ved Odense Fjord. Udgravningen viser, at kystområdet i bronzealderen blev taget i brug i perioden 900-500 f.Kr. Vi har udgravet et såkaldt aktivitetsområde, hvor datidens kystbefolkning har udført handlinger relateret til bl.a. fiskeri, madlavning, håndværk, ildsteder og lertagning.

Fundene ved Odense Havn indgår i en større regional sammenhæng med bopladsspor, aktivitetsområder og depotfund fra bronzealderen. Undersøgelsen er med til at udbygge vores viden om bronzealderens fiskebønder i det kystnære landskab.

Ler i store mængder

En vigtig funktion på pladsen har været at grave ler op af undergrunden. Vi fandt alt fra små til store og kæmpestore lertagningsgruber. Når man har fundet mange lertagningsgruber tæt på hinanden, kalder arkæologerne det et grubekompleks. Ét af grubekomplekserne ved Odense Havn dækkede et areal på hele 211 m² og var flere steder gravet mere end 1,5 meter ned i undergrunden. Her skal man huske, at hverdagens arbejdsredskaber primært var fremstillet af træ, ben og flint – dengang behøvede man ikke at gå i fitnesscenter for at blive stærk. Leret har været brugt til lerklining af huse, produktion af lerkar samt fremstilling af digler og støbeforme, der blev anvendt ved bronzestøbning. Efterfølgende var lertagningsgruberne blevet fyldt op med arkæologisk rigdom i form af skaller, redskaber og affald. Det elsker vi som arkæologer. For det kan fortælle os utroligt meget om livet og hverdagen i fortiden.

Alt godt fra havet

I mange gruber fandt vi et tykt lag af hjertemuslingeskaller, strandsnegle og blåmuslingeskaller. Dette leder tankerne hen på en slags bronzealderens bouillabaisse. Men skallerne kan også have haft andre formål. De kan være blevet anvendt til kalk, som gødning eller som drænende, bæredygtigt eller isolerende materiale. Kalken fra skallerne er ideel til at bevare fiskeknogler, som vi håber at finde ved den efterfølgende soldning af jorden. Vi fandt også rigtig meget hjortetak, formodentlig alt sammen fra kronhjort. Noget af hjortetakken var upåvirket, mens andet var forarbejdet til tre flotte hjortetaksøkser. Dyreknogler og tænder var ligeledes velbevarede i gruberne. Dertil fandt vi store flækkeknive, skår fra lerkar og forarbejdede knogleredskaber i form af en benmejsel og en benpren. En benpren kan have været brugt som nål eller syl i forbindelse med f.eks. skindarbejde.

Lertagningsgrube, Odense Havn 2026. Foto: Østfyns Museer
Lertagningsgrube, Odense Havn 2026. Foto: Østfyns Museer

Masser af kogegruber og brønde

Vi fandt over 300 kogestensgruber. Når arkæologerne finder så mange kogestensgruber, kalder vi det et kogegrubefelt. Anlæggelsen af den samme type anlæg i hundredvis kan tyde på, at området i nogle perioder har været tillagt en særlig religiøs betydning. I modsætning til de øvrige kogegrubefelter, som museet har undersøgt, har dette en meget kystnær beliggenhed og kan derfor også have haft andre funktioner. På aktivitetsområdet fandt vi også 28 brønde, hvilket er er meget karakteristisk. Kogegrubefelter ligger nemlig ofte i tilknytning til kildevæld eller anden adgang til ferskvand. Den konkrete sammenhæng er dog endnu ikke fuldt udforsket.

Udgravningen ved Odense Havn har givet os et større indblik i bronzealderens fiskebønder og deres liv, set i sammenhæng med flere undersøgelser af boplads- og aktivitetsområder fra bronzealderen i et regionalt perspektiv.

Onsdag den 16. september kl. 17 fortæller Christoffer Pelle Hagelquist mere om udgravningens resultater og fortolkninger til et fyraftensforedrag på Tinghuset i Nyborg.

Billede øverst: Arkæolog Christoffer Pelle Hagelquist under udgravningen ved Odense Havn. Foto: Østfyns Museer.

Kom til Munkebo Vikingedag

Kom til Munkebo Vikingedag

Så nærmer tiden sig atter for Munkebo Vikingedag. Tag familien med til en oplevelsesrig dag i området omkring Munkebo Havn lørdag den 15. august 2026 kl. 11-16. Munkebos historie er tæt knyttet til vikingetiden. Arkæologiske udgravninger har nemlig afsløret, at...

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Sommerferien 2026 bliver alt andet end kedelig på Vikingemuseet Ladby, hvor hele familien kan fordybe sig i vikingernes fascinerende univers. Alle hverdage i perioden fra 29. juni til 7. august kan både børn og voksne prøve kræfter med fortidens aktiviteter og...

Ladbykongen sætter alle sejl

Tilmeld

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

Du er tilmeldt!