Skibsgraven
Træd ind i mørket og oplev Ladbyskibet, Danmarks eneste vikingeskibsgrav
Hvad mulden gemte….
Vikingemuseet Ladbys hovedattraktion vikingeskibsgraven, også kaldet Ladbyskibet, blev fundet i 1935 sammen med 11 mindre grave, som indeholdt forskelligt gravgods. Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet omkring år 925 e. Kr. blev trukket op på land, og den døde konge derpå gravlagt i skibet i en høj sammen med sine heste, hunde og andet kostbart gods.
Når man træder ind i gravhøjen, og mørket lukker sig, fornemmer man straks den helt særlige stemning, der kendetegner Ladbykongens grav. Så snart øjnene har vænnet sig til mørket, træder det prægtige gravskib frem, og man ser skibets form og konstruktion med de over 2000 nagler og spiger, der indgik heri.
Knap 22 meter langt og næsten 3 meter bredt er skibet. Det var bygget til 30-32 roere og var forsynet med sejl. Af sejl og mast er intet bevaret, men 7 vantringe omtrent midt i skibet langs den formodede ræling slår fast, at skibet har været sejlførende. Sejlets størrelse anslås at have været 60 m2.
Forstavnen var udformet som et dragehoved med mankekrøller af jern, og agterstavnen var en krum dragehale. Skibets meget velbevarede anker med tilhørende ankerkæde og rester af tovværk ligger i forstavnen. Ombord er desuden resterne af de heste og hunde, der ledsagede kongen på hans sidste rejse.
Gravgodset
I skibsgraven sås forskellige ofre og ejendele. Mest markante er heste- og hundeknoglerne i skibets forstavn. Der er i alt tale om 11 hesteskeletter, og formentlig 4-5 hunde.
Hestene har mindet om vore dages islandske heste. Én af dem skiller sig ud, idet den, som den eneste, er udstyret med seletøj. Undersøgelser af tænder og knogler tyder på, at hundene var af forskellig størrelse.
Der blev fundet over 600 genstande eller brudstykker af genstande i skibsgraven. Blandt de mest markante genstande er et sølvbæltespænde, stykker af en sølvtallerken, et bronzefad, beslag og et bronze-samlestykke til en hundeline med forgyldning, samt dele af den dødes fornemme klædedragt med blandt andet indsyede guldtråde. Af andre genstande kan nævnes sporer og stigbøjler, en skjoldbule, en økse, samt et bundt af 45 pilespidser.
Sted: Vikingemuseet Ladby,
Vikingevej 123, 5300 Kerteminde
Tid: I åbningstiden