90-års jubilæum for fund af Ladbyskibet

feb 20, 2025

Den 28. februar 2025 er det 90 år siden, at Danmarks eneste vikingeskibsgrav blev fundet på en mark i Ladby ved Kerteminde. Det markeres på Vikingemuseet Ladby på dagen med taler, en særlig jubilæumskage og formidling ved inspektører i landskabet. Alle er velkomne.

Ladbyskibet blev fundet i 1935 på en gravplads tæt ved Kerteminde. Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet blev trukket op på land omkring år 925 e. Kr. Den døde konge blev derefter gravlagt i skibet i en høj sammen med sine heste, hunde og andet kostbart gods.

Fundet af Ladbyskibet blev i 1930erne lidt af en verdenssensation, og tusindvis af besøgende strømmede til fra ind- og udland for at følge med. Med støtte fra udgraver Poul Helweg Mikkelsen blev et betonhvælv rejst over skibsgraven, som dermed kunne blive bevaret præcis der, hvor den blev fundet – i det smukke fjordlandskab ved Kerteminde. I 1937 blev museet i Ladby officielt åbnet for publikum.

Vikingemuseet Ladby har været igennem en stor udvikling siden åbningen. Blandt andet er der blevet bygget en 1:1 model af skibet (Ladbydragen), og frivillige har skabt ”Ladbytapetet” – et billedtæppe med en kunstnerisk fortælling om Ladbykongens liv og død. Der er også bygget en helt ny havn, og et stort landskabsprojekt er lige nu under udarbejdelse med haver, vikingehuse og meget mere. Den unikke vikingeskibsgrav er dog stadig juvelen på museet.

Ladbyskibet genudgraves i kage
På Vikingemuseet Ladby fejres 90-året for udgravningen fredag d. 28. februar 2025 kl. 14.30. Dagen markeres med taler, og det være muligt at høre meget mere om historien og planerne for museet fremadrettet ved museets formidlere. I anledning af årsdagen byder museet også på kage. Men det er ikke en hvilken som helst kage! Efterhånden som den bliver spist, vil Ladbyskibet nemlig dukke frem. Derfor håber museet på. at rigtigt mange har lyst at komme og fejre dagen. For al kagen skal spises, før Ladbyskibet er helt genudgravet. Som ”kagearkæolog” kan man desuden være heldig at finde guldmønter under kagen. Disse udløser en lille ”danefægodtgørelse”.

90-års jubilæum i Ladby: Fredag d. 28. februar 2025 kl. 14.30. Alle er velkomne. Husk påklædning efter vejret.

Billede øverst: Udgravning af Ladbyskibet 1935-36, set fra vest. Foto: Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

Bronzealderens fiskebønder i Munkebo

Bronzealderens fiskebønder i Munkebo

Vi har udgravet et såkaldt aktivitetsområde, hvor datidens kystbefolkning har udført handlinger relateret til bl.a. fiskeri, madlavning, håndværk, ildsteder og lertagning.

Kom til Munkebo Vikingedag

Kom til Munkebo Vikingedag

Så nærmer tiden sig atter for Munkebo Vikingedag. Tag familien med til en oplevelsesrig dag i området omkring Munkebo Havn lørdag den 15. august 2026 kl. 11-16. Munkebos historie er tæt knyttet til vikingetiden. Arkæologiske udgravninger har nemlig afsløret, at...

Ladbykongen sætter alle sejl

Tilmeld

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

Du er tilmeldt!