Materiel kultur – Vikingetiden
Materiel kultur – Vikingetiden
Et aktivt undervisningsforløb.
Mennesket har altid skabt ting, det er en del af vores kultur. Fra de første simple stenredskaber til mikrochips og smartphone. Vi bruger ”ting” til at skabe og vise vores identitet. Det gjorde man også i vikingetiden.
I dette forløb kommer eleverne helt tæt på vikingetidens materielle kultur, når de får tro kopier af arkæologiske fund i hånden.
Sammen med museets formidlingsinspektør, bliver vi klogere på, hvordan vikingetidens materielle kultur, kan fortælle om vikingetidens samfund og hverdagsliv.
Hvordan foregår det?
Undervisningsforløbet er delt op i to faser
I første fase skal eleverne, i små grupper, undersøge og diskutere genstandenes funktion, og lave en ultrakort (15 sekunder) præsentation af genstanden.
I anden fase skal eleverne placere genstandene på 4 ”Personer” fra vikingetiden: den 5 årige dreng, den 11 årige pige, kvinden og manden.
Hvilken metode bruger vi?
Undervisningen er dialogbaseret, og formålet er, at eleverne lærer at undre sig og reflektere aktivt over vikingetidens materielle kultur. Undervejs inddrager vi elevernes nutidsforståelse og fortidsfortolkning.
Hvilke værktøjer bruger vi?
Vi bruger rekonstruktioner af arkæologiske fund aktivt i forløbet. Der er fokus på forundring og nysgerrighed.
Omsatte Fælles Mål:
- Eleverne bliver klogere på livets vilkår før dem selv, og opnår indsigt i kontinuitet og forandring.
- Eleverne stifter bekendtskab med deres egen plads i historien, og oplever deres eget demokratiske samfund spejlet i en ikke-demokratisk periode i Danmarkshistorien – vikingetiden.
- Eleverne opnår øget forståelse og indsigt i lokale og globale såvel som historiske og nutidige livsformer og -betingelser.
Godt at vide
Fag: Historie og dansk – samt enten idræt eller håndværk & design
Målgruppe: Grundskolen 4-10. klasse
Varighed: 1 time
Max. antal deltagere pr. forløb: 30 elever med min. 2 medfølgende voksne.
Pris: Entré for elever og lærer er gratis. Forløbet kan kun bookes i forbindelse med et af grundforløbene: ”Mysteriet om Ladbykongen” og ”Konge med vold og magt.” Forløbet koster 400 kr. (Dog gratis for alle 4. klasser i skoler (også fri- og privatskoler m.m.) fra Kerteminde og Nyborg Kommuner)
Kontakt og booking
Kontakt Vikingemuseet Ladby på mail: [email protected] eller tlf: 65321667
Praktisk information
- Forløbet foregår i museets udstilling, så der skal tages hensyn til museets øvrige gæster.
- Museets område byder på et 5 hektar stort græsareal med bakker og dale, træer og krat, samt fjord og vandkant. Her er masser af plads til leg og hygge før eller efter forløbet.
- Området har talrige bord og bænkesæt, hvor madpakkerne kan spises.
- I museumsbutikken kan der købes is og kaffe/the m.m.
Tilgængelighed:
Der er elevator i museumsbygningen.
Gravhøjen ligger 300 meter fra museet. Der er mulighed for at låne kørestol og invalidescooter.