Når historien flytter ind i hænderne

jun 16, 2026

Klumme til Kerteminde Ugeavis af natur- og kulturvejleder Emma Martens, Vikingemuseet Ladby

“Fortæl mig, og jeg glemmer; vis mig, og jeg husker; inddrag mig, og jeg forstår.” Ordene tilskrives Konfucius, og selvom de er over 2.000 år gamle, rammer de stadig noget helt centralt: Vi lærer bedst, når vi selv er med.

Alligevel foregår meget læring i dag på afstand. Vi læser, vi lytter, vi kigger. Men i mødet med både naturen og historien er kroppen lige så vigtig. For hvad sker der, når vi i stedet tager fat? Når vi får jord under neglene, mel på hænderne eller uld mellem fingrene og ikke mindst, når vi får lov til at skabe noget selv? På Vikingemuseet Ladby tager vores strategi for formidling udgangspunkt i netop det: at forståelse og viden ikke kun sidder i hovedet, men også i kroppen. Når man lærer med hænderne, bliver forståelsen konkret. Den kan mærkes. Og den bliver hængende.

Legen åbner for nysgerrigheden

Forståelse opstår ikke kun gennem ord. Den vokser, når vi bruger vores sanser, vores nysgerrighed og ikke mindst vores hænder. Når hænderne er i gang, følger tankerne med. Det er her, de gode spørgsmål opstår helt af sig selv. Hvorfor er det så tungt at male mel? Hvordan bliver uld egentlig til tråd? Hvad kræver det at forme en skål, der kan holde?Det er det, man kalder “kloge hænder”.

På Vikingemuseet Lady får børn  og voksne mulighed for at prøve kræfter med vikingetidens håndværk og selv skabe noget fra bunden. Det handler ikke kun om processen, men også om det, man står tilbage med. For der er noget særligt ved at holde noget i hænderne og vide: Det her har jeg lavet. Et fladbrød, man selv har bagt. En lille lerkop. Et stykke garn, man selv har spundet. Det behøver ikke være perfekt. Det vigtige er, at det er ens eget. Her vokser stoltheden – og lysten til at prøve igen.

Når børn – og voksne – får lov til at lege sig ind i læringen, sker der noget andet, end når tingene bare bliver fortalt. Legen åbner for nysgerrigheden. Den giver plads til at undersøge, eksperimentere og opdage. Og midt i det hele opstår forståelsen, næsten uden at man lægger mærke til det.

Vikingernes lærdom er også relevant i dag

Heller ikke vikingernes verden var ikke opdelt i teori og praksis. De lærte ved at gøre. Ved at prøve. Ved at være en del af fællesskabet og arbejdet. Når vi i dag arbejder med de samme materialer og processer, får vi et lille glimt af vikingernes verden. For historien lever ikke kun i det, vi læser. Den lever i det, vi gør. Når først det mærkes gennem sanserne, begynder forståelsen for alvor.

Samtidig bliver det tydeligt, hvor tæt forbundet de var med naturen. Alt begyndte dér. Tøjet, redskaberne, maden. Naturen var ikke bare en baggrund, men var selve grundlaget for alting. Og netop dér bliver det tydeligt, at den forbindelse til naturen ikke kun hører fortiden til, men også er relevant i vores eget liv i dag. For i en tid, hvor meget er digitalt og færdiglavet, mister vi let fornemmelsen for, hvor tingene egentlig kommer fra. Hvor lang tid det tager. Hvad det kræver.

Når man selv prøver, bliver det tydeligt, at en simpel ting som et stykke brød eller et stykke tøj rummer en hel kæde af materialer, valg og arbejde. Det skaber både forståelse for håndværket, for ressourcerne og for naturen.

Lad kroppen og hænderne vise vejen

Derfor arbejder vi på Vikingemuseet Ladby med at bringe naturen endnu mere i spil.  Landskabet omkring museet bliver nu en aktiv del af oplevelsen. Her kan man nu møde museets nye naturplejere – gederne Ydun, Freja, Frigg og Sif, der holder området omkring gravhøjen nede og altid er klar til at blive kløet bag øret. Man kan lære om bier og biodiversitet og få indblik i, hvordan vikingerne udnyttede naturens ressourcer i deres dagligdag. Her bliver besøget ikke kun en rejse tilbage i tiden, men også en invitation til at se på vores egne omgivelser med nye øjne.

Det handler i virkeligheden om at genopdage en måde at lære på, hvor vi bruger hele os selv. Hvor kroppen og hænderne ikke bare følger med – men viser vejen.

Emma Martens er ansat som natur- og kulturvejleder på Vikingemuseet Ladby som del af projektet Ladbykongens Landskab, der er støttet af Nordea Fonden.

Billede:
Emma Martens er natur- og kulturvejleder på Vikingemuseet Ladby. Foto: Ard Jongsma.

Unikke vikingesmykker udstilles i Ladby

Unikke vikingesmykker udstilles i Ladby

Fra den 12. juni kan udstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden ses på Vikingemuseet Ladby. Udstillingen sætter fokus på kvinders liv i vikingetiden, og i den forbindelse udstiller museet for første gang smykker fra to rige kvindegrave.

Mærk landskabet

Mærk landskabet

Fra toppen af Ladbyhøjen kan man nyde udsigten over Kerteminde Fjord og se helt til Munkebo Bakke. Fra næste år vil en ny smuk bronzeplade på toppen af højen give et overblik over landskabet omkring Ladbykongens grav.

Video: 3000 år gamle kogestensgruber

Video: 3000 år gamle kogestensgruber

Blev stegene godt marieneret for 3000 år siden? Eller havde man fælles dampbad? Det er nogle af de spørgsmål, en arkæolog kan stille sig selv – og omverdenen, når der udgraves kogestensgruber.

Ladbykongen sætter alle sejl

Tilmeld

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

Du er tilmeldt!