Særudstilling:
Skæbnetråde
– kvindeliv i vikingetiden
12. juni 2026 – 12. juni 2027
Oplev særudstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden på Vikingemuseet Ladby. Her sættes fokus på kvinders liv i vikingetiden, og i den forbindelse udstiller museet for første gang smykker fra to rige kvindegrave.
Ofte kredser fortællinger fra vikingetiden om mænd, der drager på blodige vikingetogter, handler med fjerne egne og kæmper om magten. Kvindernes bidrag til historien har fået mindre plads. Men det var blandt andet kvindernes indsats, der sikrede, at hverdagens mange forskelligartede opgaver blev planlagt og løst, når en stor del af mændene ikke var hjemme på gårdene. Der var heller ikke blevet sat sejl på vikingernes skibe uden utallige timers arbejde udført af kvinder, husfruer såvel som trælle. I udstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden stiller vi skarpt på kvindernes rolle og betydning for mere end 1000 år siden.
Alle kunne spinde tråd
Kvindernes liv udspandt sig omkring de mange tidskrævende opgaver, der var forbundet med at fremstille tekstiler. Var man husfrue af god slægt, stod man sikkert for planlægning og overvågning af processerne. Var man lavere placeret i samfundet eller ligefrem ufri, blev man nok sat til de mere fysisk hårde opgaver som at væve sejldug. Men uanset social stand kunne alle spinde tråd ligesom de tre skæbnegudinder – nornerne.
De tre norner
I vikingetiden forestillede man sig, at de tre norner Urd, Verdande og Skuld spandt menneskets skæbnetråd. Nornerne bestemte hvor lang, kort, knudret eller rig tråden og dermed livet blev.
De tre skæbnegudinder udførte et håndværk, som enhver kvinde kendte til. Kvinder fra alle lag af samfundet arbejdede på en eller anden måde med tekstil. Utallige timer blev brugt på at karte uld, spinde garn og væve klæde, der kunne bruges til dragter, teltdug og sejl.
Graven der viste vej til Ladbyskibet
I udstillingen kan du opleve en række fund, der fortæller om hvilke roller og opgaver, kvinder havde i vikingetiden, og hvorfor produktionen af tekstil var så vigtig. Særligt er det også, at museet for første gang udstiller flotte smykker fra en kvindegrav, der blev udgravet i Ladby i 1934. Denne grav skærpede den arkæologiske interesse for området, og allerede året efter blev Ladbyskibet fundet! I 2025 blev der fundet en rig grav på Hindsholm, og smykkerne herfra kan også opleves på udstillingen.
Lyt til historien – Kulturbobler
Du kan høre mere om udstillingen og tekstiler i vikingetiden i podcasten “Vikingetidens Klæder” med museumsinspektør Jes Lund-Jacobsen. Lyt med på Spotify og Apple Podcast.
Det praktiske
Hvor: Vikingemuseet Ladby,
Vikingevej 123, 5300 Kerteminde.
Hvornår: Fra 12. juni 2026 til 12. juni 2027 i museets åbningstid.
Pris: Udstillingen er inkluderet i entrébilletten til museet.
Billede: “Spinderskerne” skitse til Ladbytapetet, tegnet af Gudrun Heltoft. Foto: Østfyns Museer