Unikke vikingesmykker udstilles i Ladby

jun 9, 2026

Fra den 12. juni kan udstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden ses på Vikingemuseet Ladby. Udstillingen sætter fokus på kvinders liv i vikingetiden, og i den forbindelse udstiller museet for første gang smykker fra to rige kvindegrave.

I januar 1934 blev der fundet en kvindegrav fra vikingetiden på en mark ved Ladby. Den gravlagte var blevet begravet med to skålspænder, et trefliget smykke i forgyldt bronze og en stor kniv. Fundet var i sig selv opsigtsvækkende, og det betød, at der blev lavet flere undersøgelser i området – hvilket ledte til det spektakulære fund af Ladbyskibet året efter.

Der skulle gå 91 år, før man atter fandt en vikingegrav med så flotte smykker i området. Det skete i sommeren 2025, hvor både skålspænder og et trefliget smykke blev udgravet på Hindsholm. Nu kan museets gæste opleve de flotte smykker og andre gravgaver helt tæt på, når de for første gang nogensinde udstilles på Vikingemuseet Ladby.

Museumsinspektør Malene Refshauge Beck udgraver kvindegrav på Hindsholm i 2025. Foto Østfyns Museer
Museumsinspektør Malene Refshauge Beck udgraver kvindegrav på Hindsholm i 2025. Foto Østfyns Museer.

At spinde livets tråd
Ofte kredser fortællinger fra vikingetiden om mænd, der drager på blodige vikingetogter, handler med fjerne egne og kæmper om magten. Kvindernes bidrag til historien har fået mindre plads. Men det var blandt andet kvindernes indsats, der sikrede, at hverdagens mange forskelligartede opgaver blev planlagt og løst, når en stor del af mændene ikke var hjemme på gårdene. Der var heller ikke blevet sat sejl på vikingernes skibe uden utallige timers arbejde udført af kvinder, husfruer såvel som trælle.

Udstillingen Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden stiller skarpt på kvinderne i vikingetiden. Hvordan udfoldede deres liv sig, og hvad var deres ansvar, roller og arbejdsområder? Titlen Skæbnetråde henviser både til de tre norner (vikingernes skæbnegudinder), der spandt menneskets livstråd, og til arbejdet med at fremstille tekstiler, som kvinderne i stor udstrækning stod for.

I udstillingen får man et indblik i, hvor meget arbejde der kræves for at omsætte uld fra får til tråd og senere til klæder eller sejl. Kvindernes magt (eller mangel på samme), deres roller og vikingetidens hierarkiske samfund bliver også tydeliggjort gennem fund, video og små fortællinger.

Skæbnetråde – kvindeliv i vikingetiden kan ses på Vikingemuseet Ladby fra 12. juni 2026.

Lyt til historien
Du kan høre mere om tekstiler i vikingetiden i podcasten “Vikingetidens Klæder” med museumsinspektør Jes Lund-Jacobsen. Lyt med på Spotify og Apple Podcast.

Spotify:

Apple Podcast

Se også videoen, hvor en kniv fra graven på Hindsholm bliver udgravet af konservator.

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Vikingeaktiviteter for hele familien i sommerferien

Sommerferien 2026 bliver alt andet end kedelig på Vikingemuseet Ladby, hvor hele familien kan fordybe sig i vikingernes fascinerende univers. Alle hverdage i perioden fra 29. juni til 7. august kan både børn og voksne prøve kræfter med fortidens aktiviteter og...

Når historien flytter ind i hænderne

Når historien flytter ind i hænderne

Klumme til Kerteminde Ugeavis af natur- og kulturvejleder Emma Martens, Vikingemuseet Ladby “Fortæl mig, og jeg glemmer; vis mig, og jeg husker; inddrag mig, og jeg forstår.” Ordene tilskrives Konfucius, og selvom de er over 2.000 år gamle, rammer de stadig noget helt...

Mærk landskabet

Mærk landskabet

Fra toppen af Ladbyhøjen kan man nyde udsigten over Kerteminde Fjord og se helt til Munkebo Bakke. Fra næste år vil en ny smuk bronzeplade på toppen af højen give et overblik over landskabet omkring Ladbykongens grav.

Ladbykongen sætter alle sejl

Tilmeld

Tilmeld vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Vikingemuseet Ladby

Du er tilmeldt!