Skovdag for skoler på Vikingemuseet er en stor succes.
Skovrejsning og beplantning er en stor del af Vikingemuseets udviklingsplan frem til 2030, og i forbindelse med den nationale ”Skovens dag 2023” tirsdag den 21. marts, deltog Nymarken Skole fra Kerteminde kommune med hele indskolingen. I samarbejde med museets formidlere og arkæologer, blev der plantet de træsorter som også fandtes i vikingernes landskab.
”For 1000 år siden var vikingerne på Østfyn dybt afhængige af, at de kunne skaffe de materialer, de havde brug for i lokalområdet. Især var det at have adgang til de træer og det tømmer, man skulle bruge, for at bygge huse, hegn og værktøj meget vigtigt for vikingerne. Men også træer, der bar spiselige nødder og frugter var vigtige for vikingerne,” fortæller Museumsinspektør Ane Jepsen Nyborg.
”Derfor har vi plantet hasseltræer, som blandt andet er godt til skafter til spyd og hasselnødder til at spise. Vi har også sat masser af pil, som kan bruges til blandt andet pilehegn, kurve og læhegn”.
Ud over hassel træer og pil blev der hentet tang ved fjorden til at dække af for ukrudt, og der blev fyldt godt op i museets 160 meter lange kvashegn, som samtidigt fungerer som et af Danmarks længste insekthoteller. Alt i alt var eleverne med til at skabe en beplantning, som fungerer efter bæredygtige principper og som hvert år bidrager til at øge biodiversiteten på vikingemuseets 5 hektar store område.
”Selv ukrudtsdugen, som lægges i bunden af beplantningen, er bionedbrydelig og blevet til jord, når træerne er vokset til” fortsætter Ane Jepsen Nyborg.
Eleverne fra Nymarken Skole havde en hyggelig dag med både sved på panden og røde kinder. Lærerne fra skolen kommenterede, at det var en rigtig fin og hyggelig dag med opgaver til alle børnene og en dejlig oplevelse med at være med til at skabe nyt på museet. Og lærerne ser allerede nu frem til at vende tilbage til museet, når eleverne går i 4. klasse, se hvor meget træerne er vokset og opleve resten af museet.
Formidlingsinspektør Jes Lund-Jakobsen talte op ved dagens slutning. ”På 3 timer fik vi – det vil sige 60 børn, 5 lærere og to museumsinspektører – plantet 29 træer, hentet 15 læs tang, bygget 30 meter hegn og sat 189 pilestiklinger på museet. Det er virkelig godt gået! Det har været en fantastisk dag med glade og ivrige børn, der både fik arbejdet rigtig godt og var rigtig gode til at lære om vikingetiden”.
Dagen var en stor succes og den 7. november 2023 får skolerne atter buddet om en gratis dag på Vikingemuseet, hvor der skal plantes endnu flere træer.
Interesserede skoler kan skrive til formidlingsinspektør Jes Lund-Jacobsen på [email protected].