Oplev en helt unik samling af vikingevåben på Vikingemuseet Ladby. For første gang i mange år udstilles de flotte fund fra Rosenlund graven samlet i en helt ny udstilling i Ladby.
Rosenlundgraven
Sværd, spyd, økse, stigbøjler og sporer. Der blev fundet mange helt unikke genstande fra Vikingetiden i Rosenlundgraven syd for Langeskov, og for første gang i mange år vises de prægtige fund samlet i en udstilling.
Rosenlundgraven har fået sit navn efter Rosenlund syd for Langeskov. Her blev der i 1978 fundet flere grave fra vikingetiden, og en af dem var en betydningsfuld høvdingegrav fra midten af 900-tallet. Den døde var begravet i et gravkammer. Han var rytterkriger, begravet med skjold og våben, og med sporer fastspændt på støvlerne. I graven fandt arkæologerne sværd og spyd med fornemme sølvindlægninger og en økse, der stammer fra det nuværende Polen.
Høvdingens dyrebare rideudstyr var også kommet med i graven og bestod af to sæt stigbøjler og to hovedtøj. I et lille anneks syd for kammeret blev der også fundet et sæt seletøj i form af remspænder og -beslag og diverse pynteknapper.
Våbnene fra den spændende høvdingegrav kan ses i Ladby resten af året. Udstillingen suppleres desuden med fund af våben fra vikingegrave på Langeland og lokale østfynske detektorfund.
Rosenlundgraven er dateret næsten samtidig med Ladbykongens grav, og en rekonstruktion af graven, kan opleves i kælderen på Vikingemuseet Ladby. Det er denne rekonstruktion, der kan ses på billedet i toppen.
Udstillingen åbner den 27. juni og kan ses helt frem til 23. december. I Samme periode udstiller museet også rekvisitter fra tv-serien ’Danefæ’.
Tak til TID/Museum Odense og Langelands Museum for udlån af genstande.